Translated fic: This Next Song Is For You, Dean Winchester.

[ladydrace]

I was asked by a couple of people on scandafandom to post the one SPN fic I translated into Danish, so here it is. Bear in mind that in my own opinion this is not the best fic I ever wrote, and even in Danish it sounds awkward to me. But here it is.

Titel: Denne Sang Er Til Dig Dean Winchester.
Fandom: Supernatural
Par: Dean/Castiel
Rating: R.
Antal Ord: 1772
Spoilers: Slutningen af sæson 6, bare for at være sikker.
Advarsler: Ingen.
Kritik: Ja tak.
Disclaimer: Jeg ejer intet i forbindelse med Supernatural.
Beta: Ingen på dansk.
Resumé: Cas kan stadig synge som en engel og Dean bliver på en eller anden måde overtalt til ting.

 

Dean tænkte at han burde have indset det noget før, i betragtning af alle de gange han havde set englekor nævnt i gamle tekster og den slags, men alligevel blev han skide overrasket da han opdagede at Cas kunne synge. Og ikke bare synge. Castiel, den faldne engel, kunne fandme synge så grandvoksne mænd græd, så syndere bad om tilgivelse og kvinder smeltede til pytter af forskellige størrelser på kirkegulve.

 

 

Sam måtte fandme aldrig få det at vide, men den første gang Dean hørte det var hans øjne ved at løbe over. Han havde ikke for alvor grædt siden han var et lille barn og her var han på randen af en seriøs tudetur, bare fordi Cas gik hen og mistede alle sine seje egenskaber og i stedet beholdt den ene superevne der var fuldstændig ubrugelig.

 

Okay, så måske havde han en eller to mere brugbare evner tilbage. Som for eksempel hans Episke Hundeøjne, der på en eller anden måde fik overbevist Dean om at det at møde op i en skide kirke for at høre sin significant other synge for noget velgørenhedspjat var en fantastisk ide. Significant Other. S.O. Dean foretrak helt klart den titel frem for andre og mere tøsede varianter, som for eksempel kæreste eller elsker. Eller det irriterende og dobbelttydige partner. S.O. fik det til at føles en lille smule som Star Trek for ham. Sam ville helt klart heller aldrig få dette her for øre, men det fik Dean til at føle sig totalt sej at forestille sig at han var Kaptain Kirk med Castiel ved sin side som var han Mr. Spock, præcis lige så forvirret over menneskelig opførsel som den originale fra Vulcan.

 

Men i den her fem-års mission (der ligesom TV-serien havde endt med at blive meget længere) var der bare en hel del mere homo-sex. Selvom Dean godt nok var begyndt at spekulere lidt over Kirk og Spock. Især i betragtning af hans nye og revolutionære evne til at fortolke ikke-helt-menneskers tegn på at de gerne ville dyrke sex lige nu og her, tak. Se det var en evne der var værd at have!

 

Deans skæve smil affødte et forarget blik fra en lille gammel dame på bænken foran ham. Hun syntes åbenbart at det var mere spændende at glo på ham end at betragte den lækkerbisken der var ved at gøre gøre klar sammen med sine dubi-dup-piger oppe ved alteret. For kormesteren havde kun lyttet til Cas i knapt fem sekunder før det var besluttet at han skulle synge en solo og enhver anstændig forsanger 'skulle da have korpiger'. Ikke at nogen af dem kunne synge halvt så godt som Cas efter Deans ikke-så-beskedne mening, men i det mindste var de lækre. På en slags søndagsskole-facon. Hvilket på en eller anden måde bare gjorde det hele lidt mere uartigt.

 

Hvis Dean ikke allerede havde været i Helvede, så ville han virkelig være bekymret for om han ikke var på vej derned igen.

 

Alle kiggede op da kormesteren slog let på sin fimsede node-holder og holdt en hånd op for at bede om stilhed. Selvom folk for det meste var stille, så var der også børn der moslede rundt og folk der bladrede i deres salmebøger eller bibler. Så kirken var alligevel fuld af raslen og rumsteren, selv efter dubi-dup-pigerne startede deres stemmer.

 

Så startede Cas sin egen del.

 

På få sekunder faldt der over rummet en stilhed så tæt at Dean overvejede om man kunne skære gennem den som budding. Og selvom han havde opbygget lidt modstandskraft overfor falden englesang efter at have hørt et par prøver så var Dean lige så påvirket som de andre. Han havde bare den ekstra fordel at han vidste hvordan den stemme lød andre steder. Som for eksempel mellem lagnerne.

 

Selv after han faldt fra Himlen mistede Cas aldrig helt sin sære torden-buldren- / jeg-har-røget-og-drukket-hele-natten- stemme som passede så godt til hans røvsparkende personlighed. Så langt fra den ydmyge, lille religiøse mand, hvis krop han vist bare havde overtaget da Jimmy strøg til Himmels et eller andet sted efter at kroppen blev sprængt i småstykker og før den blev sat sammen igen. Men mærkeligt nok, så var hans sangstemme tenor. En lys og flagrende lyd der fik Dean til at tænke på forår, gardiner blafrende i lune vinde og friskbagt jordbærtærte og... og Sam måtte fandme aldrig finde ud af det!

 

Cas og hans korpiger førte rummet igennem en sitrende opførsel af Schuberts Ave Maria og da den var ovre var Dean overhovedet ikke forbavset over at se tårer på mange kinder rundt om i kirken. Selv skulle Dean bare lige rulle med skuldrene og så var han ovre det. Han var nu alligevel uendelig glad for at Sam var langt, langt væk og ikke kunne mobbe ham hvis han nu også lige skulle snøfte et par gange. Hvilket han jo ikke skulle. Overhovedet.

 

Castiel selv, tidligere Herrens Engel og alt det der, var nu for det meste overhovedet ikke klar over hvilken effekt hans sang eller egentlig hans blotte tilstædeværelse havde på folk omkring ham. I dette tilfælde havde han ene mand sørget for at fattigbøssen var fyldt til randen, at der var køer ved skriftestolene og at tilfældige personer af og til strøg forbi og prøvede at strejfe ham, som om han var selveste Jesus Kristus. Dean havde for lang tid siden holdt op med at føle sig skyldig over at Cas for det meste bare gjorde ham pisseliderlig.

 

Dengang for lang tid siden da dommedag var afværget og efter Sam var ude af buret og var nogenlunde normal i hovedet igen, havde Dean stadig været alt for fokuseret på småting til at indse hvilken vej vinden blæste. Cas havde knapt nok taget sin første tår af dødeligheden efter at være blevet smidt ud af Himlen, men tingene så lysere på Jorden ud end de havde gjort i årevis.

 

Men det viser sig at selv ikke en næsten-dommedag er nok til at ryste en mand ud af hans livslange afhængighed af at 'spille på den rigtige side af banen'. Dette skulle dog ikke tages for bogstaveligt. Dean havde spillet på begge hold af og til. Nej, det der virkelig gjorde alting besværligt var hvordan han blev ved med betragte Cas som 'uskyldig', på trods af alle de gange han havde set ham gå bersærk imod Helvedes horder. Det faldt overhovedet aldrig Dean ind at Cas's uskyld (eller rettere manglen derpå) måske havde noget at gøre med hans fald i det hele taget.

 

Det havde taget flere måneder med broderlige råd, leveret enten med søde sager eller en knytnæve i fjæset, alt efter hvor meget røvhul Dean var i hvert enkelt tilfælde, før Sam simpelthen havde fået nok. Der havde været en masse råben og en del brydekampe før Sam højlydt havde annonceret at Dean fandme hellere måtte vågne op og indse at verden faktisk ikke var ved at gå under og at den i hvert fald ikke ville gøre det, bare fordi Dean lod sig selv få noget han gerne ville have. Den ekstra oplysning at 'hvis Dean ikke snart fordærvede Cas, så var der helt sikkert andre der ville' var bare endnu et spark bagi for Dean.

 

For på det tidspunt havde Cas selvfølgelig prøvet alt andet end at kaste sig direkte i armene på Dean for at få hans opmærksomhed og Sam blev ved med at påstå at det nærmest gjorde ondt at se på tilsidst. Men ingen mand er gjort af træ. Da slet ikke Dean, som egentlig var ret let på tråden, når bare han var sikker på ingen blev såret. Så kombinationen af Sams konstante påmindelser og det at Cas praktisk talt satte sig på skødet af Dean en aften efter et par øl fik endelig diget til at briste. Og du godeste hvor det bristede. En enkelt nat på det motel havde fået Sam til at smutte, kun efterladende en kort besked om at han var taget hjem til Bobby indtil de var færdige med at kneppe hinanden sønder og sammen og at de godt kunne glemme at kontakte ham før da. Så det gjorde de ikke.

 

Derefter var Cas blevet en slags tredje hjul til deres duo, men det viste sig at han faktisk var ganske effektiv som jæger, da Dean endelig lod ham prøve. Som om det ikke var nok, så var Dean halvt forarget over hvor meget det tændte ham at se Cas skyde, tæve og uddrive hvad han før kun havde skullet røre for at overvinde. Og underligt nok, så gik det begge veje. Cas havde været som en orkan i udbrud da Dean holdt op med at beskytte ham. Og hvis Dean før havde troet at han var vild i kampens hede, så var det intet i forhold til den atombombe han viste sig at være i sengen efter en rigtig god jagt.

 

Hvem sagde at man ikke kan lære en gammel hund nye kunster?

 

Og nu var de så her. De var ved at hvile lidt ud hos Bobby efter et par lange måneders rejseri da Cas opdagede at der var velgørenhedsprojekter i byen, og selvom han var faldet og alt det der, så gik han stadig i kirke og vedligeholdt en slags tro. Så mens Dean slappede af med at reparere biler sammen med Bobby, og mens Sam var ude og forhåbentlig få noget på den dumme, så fandt Cas sin egen afslapning ved at hjælpe de fattige.

 

Den var Dean helt med på, så længe han ikke selv skulle involvere sig. Men naturligvis havde han ikke været i stand til at sige nej da Cas begyndte at bede ham om at møde op til arrangementerne. Især fordi Cas' uskyldige dage var lagt bag ham i sådan en grad at han spurgte Dean om det lige mens han var ved at skyde sin hjerne ud via sin pik. Men selv uden at tage sex i betragtning, så ville Dean gerne se den mand der kunne stå imod Cas når der var noget han virkelig gerne ville. Som for eksempel at få Dean til at gå i kirke.

 

Dean gav endelig efter på visse betingelser. Sam måtte aldrig få det at vide, Dean ville ikke synge eller bede og han forventede at blive belønnet med usædvanlig frækt sex så snart de var hjemme hos Bobby igen bagefter. Så derfor befandt Dean sig bagerst i en kirke og ventede på at folk forlod den, på en doven søndag morgen han ellers ville have tilbragt i sengen. På trods af visse beviser på det modsatte, så kunne Dean faktisk være pisse tålmodig når der var noget der var værd at vente på.

 

Naturligvis skulle Cas sige farvel til hver eneste person i hele kirken før han endelig langt om længe sluttede sig til Dean og de kunne gå. Impalaen skinnede i morgensolen da de steg ind og hun spandt veltilfreds da Dean drejede nøglen, efter alle de timer han havde brugt på hende på det seneste. Så han følte sig næsten helt skyldig da han efter kun et par kilometer drejede ind på en sidevej med godt dække af træer, så han kunne springe på Cas uden at give en eller anden stakkels kirkegænger et hjerteanfald.

 

”Det var sidste gang, Cas, jeg mener det-” stønnede han imod Cas' læber, som grådigt mødte Deans så snart han lænede sig hen over sædet.

 

”Ja, Dean. Lige indtil næste gang,” kyssede Cas tilbage. Dean overvejede at diskutere det men valgte at lade være når han i stedet kunne bruge sin tid på at få lidt gang i den. Dean var trods alt en handlingens mand.

 

Slut.

 

 

Comments

[eve_n_furter]

Jeg må si at jeg hadde litt problemer med tanken på Dean/Cas på dansk før jeg leste, men jeg synes egentlig det gikk veldig bra. Stemmen til Dean, særlig de mest ironiske vendingene, var godt gjenkjennelig. Og om han skulle snøfte litt, så er vel ikke det helt utenom rollen heller. ;)
Takk for titten!

[ladydrace]

Ja jeg synes også det lyder lidt tosset på dansk, men jeg kunne nok godt finde på at oversætte et par stykker mere hvis der er interesse for det.

Tak for kommentaren. :o)